52-årige Neil Langley fra Storbritannien fik noget af et chok, da han for nylig pakkede sin madpakke ud på arbejdet og skulle til at tage en bid af en banan. Kort før han satte tænderne i bananen, opdagede han, at en stor, ottebenet edderkop kravlede rundt på den.

Det var heldigt, at Neil Langley ikke nåede at føre bananen helt op til munden. For det var intet mindre end en Brasiliansk vandreedderkop, han havde fået med i madpakken. Og det skulle være verdens giftigste edderkop. Det skriver Daily Mirror.

I første omgang troede Neil Langley egentlig ikke, at edderkoppen var farlig, men for en sikkerheds skyld lagde han bananen med den blinde, ottebenede passagerer ned i en plastikpose. Derefter kontaktede en af Neil Langleys kolleger den britiske dyreværnsorganisation RSPCA, som hurtigt sendte en medarbejder ud for at kigge nærmere på edderkoppen. Han kunne overbringe Neil Langley den noget chokerende besked, at det var verdens giftigste edderkop - som kan slå et menneske ihjel - der kravlede rundt på hans banan.

»Jeg kan faktisk ret godt lide dem (edderkopper, red.) - men tanken om at have en af verdens farligste væsener så tæt på dig, er ikke særlig rar,« fortæller Neil Langley til Daily Mirror og fortsætter:

Det var en Brasiliansk vandreedderkop som denne, der kravlede rundt på Neil Langleys banan.
Det var en Brasiliansk vandreedderkop som denne, der kravlede rundt på Neil Langleys banan.
Vis mere

»Det er heldigt, at den ikke kravlede ud i mit hjem eller i min arbejdstaske. Hvem ved, hvad der så kunne være sket.«

Neil Langley havde købt bananen i sit lokale supermarked, som tilhører Asda-kæden. Den Brasilianske vandreedderkop var sandsynligvis kommet med som blind passager, da en sending bananer blev fragtet til Storbritannien fra Costa Rica

En talsmand for Asda fortæller til Daily Mirror, at alle bananer bliver vasket, sprayet og tjekket, før de kommer ind i Storbritannien. Det er derfor utrolig sjældent, at edderkopper eller andre smådyr finder vej til supermarkederne.

Den meget giftige edderkop fra Neil Langleys banan lever nu i en zoologisk have i den britiske by Bristol.