Todd Orr filmede sig selv efter angrebet og advarede andre om at passe på, når de befandt sig i et område med bjørne.

Nogle gange slår lynet rent faktisk ned to gange på samme sted.

Det oplevede 50-årige Todd Orr, da han vandrede rundt i amerikanske Montana. Under sin tur blev han pludselig angrebet af en grizzlybjørn. Han ville egentlig se, om han kunne finde elge i området, men vidste, at han også risikerede at møde bjørne. Bjørne, der normalt vejer mellem 180 og 410 kilo.

Derfor råbte han med jævne mellemrum ud i landskabet, så han ikke kom til at overraske en bjørn.

Alligevel blev den 50-årige mand angrebet af det enorme rovdyr en lørdag morgen, bekræfter sheriff Roger Thompson ifølge Fox News. Todd Orr har efter angrebet beskrevet sin uhyggelige oplevelse på Facebook, som han selv husker maridtet i vildnæsset.

Han var netop trådt ud på en eng, da han et stykke væk fik øje på en bjørnemor med to unger.

Læs også: En families mareridt: Matthias dræbte sin hustru, da han ville redde hende fra bjørnen

Bjørnene så også ham, og først så det ud til, at de tre bjørne bevægede sig væk fra ham. Men så vendte bjørnemoderen pludselig om og løb mod Todd Orr. Han forsøgte at råbe af bjørnen, så den forstod, at den stod over for et menneske, men få sekunder efter var den helt tæt på. Da den var syv meter fra ham, forsøgte han desperat at bruge sin bjørnespray mod rovdyret. Men bjørnen fortsatte igennem den orange spray-sky og direkte mod ham.

Her ses en grizzlybjørn.
Her ses en grizzlybjørn. Foto: IRIS
Vis mere

Todd Orr kastede sig ned på jorden, inden han rullede sig sammen som en bold for at spille død i håb om, at den ville lade ham være i fred.

Men uden held. Bjørnen var over Todd Orr og bed ham i armen, skulderen og i hans rygsæk. Han husker, at hvert bid føltes som at blive ramt af en muggert med tænder. Bjørnen bed ham, stoppede et par sekunder for så blot at bide på ny. Det gentog sig igen og igen i et par minutter, men det føltes som en evighed, fortæller han.

Pludselig forsvandt bjørnen dog. Todd Orr kom forvirret og blodig på benene. Halvt gående, halvt løbende forsøgte han at lægge så stor afstand til dyret som mulig. De blodige sår måtte vente, for han var i live og nu gjaldt det bare om at komme så langt væk fra bjørnen som muligt.

Blodig og forrevet søgte Todd Orr tilbage ad den sti, han var kommet. 5-10 minutter efter hørte han pludselig en lyd. Bjørnen var tilbage og stod et stykke fra ham, inden den igen løb direkte imod ham. Todd Orr kastede sig igen ned i gruset - ville han overleve denne gang? Ligesom sidst rullede han sig sammen, så armene beskyttede hans nakke og ansigt.

Bjørnen sprang på ham på ny og bed ham igen. Denne gang gik ét af bidene igennem hans underarm, så Todd Orr kunne høre en knasen i knoglen. Han husker, hvordan hans hånd blev følelsesløs og ikke længere kunne bevæge sine fingre og håndled.

Den skarpe smerte fik ham til at gipse efter vejret, hvilket udløste en række hurtige bid fra bjørnemoderen i hans arm og øverste del af ryggen. Det eneste, han kunne gøre, var dog at ligge stille. Han fortæller, hvordan han bed smerten i sig, mens blodet piblede ned over hans ansigt. Det eneste, der skulle ske, var, at hun ramte en blodåre i nakken, så ville han forbløde ihjel der på stien. Med ét stoppede alting.

Bjørnen stod stille og betragtede ham - Todd Orr husker især dens tunge prusten og bjørnens kraftige lugt. Ville angrebet begynde igen, tænkte Todd Orr.

Se videoen: Danske løbere jagtet af bjørn

Men så var bjørnen væk. I et godt stykke tid turde den 50-årige mand ikke bevæge sig, for var bjørnen helt forsvundet?

Forsigtigt greb han ud efter sin pistol, som han ikke havde kunne komme til tidligere. Den var der ikke. Han fik øje på den et stykke væk og fik hurtigt fat i den, mens han holdt øje med bjørnen. Denne gang var han nødt til at tilse sine nu mere alvorlige sår. Endnu en gang forsatte Todd Orr henad stien. Han måtte gå 45 minutter til det lokale hospital i Ennis, inden han ordentlig fik behandlet sine sår. Inden da filmede han sig selv og advarede om risikoen ved at befinde sig i et område med bjørne.

Det var også i Ennis, at han fik advaret politiet om bjørnens angreb, så myndighederne kunne advare i området.

»Det er som at blive ramt af lynet to gange på samme dag: Du bliver ikke bare lige angrebet af den samme bjørn samme dag. Jeg synes, at han skulle gå ud og købe sig en lottoseddel,« lyder det fra sheriff Roger Thompson.

Du kan læse hele Todd Orrs fortælling her