Man skal holde et vågent øje med sine yngste - ellers laver de unoder.

Det må den kinesiske far, Mr. Gao, sande. For da han tidligere på ugen kom hjem til sit hjem efter arbejde, havde hans fem-årige søn formået at gøre 50.000 kinesiske yuan i sedler (cirka 48.000 danske kroner) helt og aldeles ubrugelige. Spredt ud over seng og gulv lå nemlig i alt 500 pengesedler revet i bitte små stykker, efter sønnen havde haft fingrene i dem dem.

Det skriver engelske Metro.

Pengene havde Mr. Gao netop lånt, så han kunne investere i sin virksomhed. Men da han efterfølgende henvendte sig hos sine kreditorer, var der dog ikke meget forståelse at hente.

De nægtede ganske enkelt at tage imod hans ødelagte pengesedler til fordel for nogle nye. Beskeden var, at hvis han ville gøre sig den mindste forhåbning om at få ombyttet sine penge, så måtte han i gang med tapen og samle alle de iturevne pengesedler sammen.

Og det har kastet Mr. Gao ud i et større 'puslespil'. De seneste tre dage har han brugt på at få gjort sedlerne intakte igen - og han har ikke tænkt sig at stoppe, før alle 500 sedler er bragt i orden.

Selvom sønnen måske har kostet Mr. Gao en stor pose penge, vil han ikke give sin søn skylden.

»Jeg kan og vil ikke bebrejde min søn. Han er stadig ung, så han vidste ikke, hvad han gjorde,« siger han ifølge Metro.