Kender du to mænd i 40'erne, der hedder Lars og Palle, så læs med. Deres 36 år gamle flaskepost er netop blevet fundet. Og  nu vil folkene bag fundet gerne have kontakt til dem.

Den 27. februar 1980 var to danske drenge, Lars og Palle, ude at sejle med Mærsk-skibet Kristine Mærsk. De sejlede fra USA til den Persiske Golf, og et eller andet sted på vejen besluttede de sig for at smide en flaskepost i vandet.

»Vi er 2 drenge, Lars og Palle, 12 og 7 år gamle, ombord på en supertanker på vej fra Texas til den Persiske Golf. Venligst send en note om, hvor du har fundet denne besked,« skrev de i noten.

Nu - knap 36 år efter - er flasken med drengenes brev dukket op. Det skriver Dan Nicolaysen, der driver slægtsforskningssiden 'Danish Family Search' i en mail til BT.

Danish Family Search blev for nylig kontaktet af en mand, der havde fundet de to drenges flaskepost på en strand i det sydlige Mozambique.

Og nu vil Dan Nicolaysen prøve at finde frem til de i dag voksne mænd, der dengang sendte flasken med brevet af sted. Lars og Palle må i dag være 43 og 48 år.

Er du Lars eller Palle, eller kender du dem, så hører BT naturligvis også gerne fra dig. Du kan sende en mail til journalist Silla Bakalus på silb@bt.dk