Danske haveejere skal forberede sig på særligt besøg i de næste måneder.

De smukke silkehaler der yngler i øde skovområder i Sverige, Norge, og helt over til Sibirien i Rusland, er på vej i titusindvis for at mæske sig i de danske haver med bær og æbler, skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF). 

 - Mangel på føde har tvunget millioner af silkehaler, der yngler i øde nåleskove i Sverige, Finland, Rusland og langt mod øst i Sibirien, til at flyve mod Vesteuropa. Der kan formentlig sagtens være 10.000'er af silkehaler her i landet i disse uger, siger Henning Heldbjerg, der er biolog ved DOF.

Og så har vi balladen.

Silkehalerne er nemlig fløjet til Danmark for at få fat i den føde, de har svært ved at finde i hjemlandet, og det er primært bær og æbler, der er gærede og derfor fyldt med dejlig alkohol.

En silkehale kan sagtens æde 15 gram bær i ét enkelt måltid, og de spiser gerne mange gange om dagen, så derfor bliver de smukke fugle med den karakteristiske opretstående punk-top på hovedet, småfulde af den alkohol, der er sidegevinsten i de havens gærede bær og æbler.

De cirka 65 gram tunge fugle, har imidlertid en ret stor lever, der gør at de ret hurtigt forbrænder sprutten, så de ikke tosser så meget rundt i luften, at de flyver galt, når de letter efter festmåltidet.

I følge DOF er silkehalerne en særlig naturoplevelse. De er nærmest tamme, fordi de ikke har en naturlig frygt for mennesker, af den simple grund, at de ikke ved, hvor farlige vi kan være.

- Silkehaler repræsenterer en meget fin naturoplevelse for mange mennesker, fordi vintergæsterne er ekstremt tillidsfulde i forhold til det, vi normalt oplever med indfødte danske fugle. Mange af silkehalerne har ynglet i helt mennesketomme områder, så måske er en dansk haveejer deres første erfaring med mennesker, siger Henning Heldbjerg.