Danske astronomer har med NASAs hjælp bekræftet teorien om, at Solen vil koge jorden tør og dernæst opsluge den.

Men lad være med at aflyse weekendens planer.

Vi har i bedste fald en milliard år at løbe på, inden Solen er vokset så meget, at jordens atmosfære vil være så mættet og tung, at verdenshavene fordamper og alt organisk liv gradvist uddør.

Kun fem milliarder år senere vil også jordens uorganiske bestanddele blive udslettet, når den voksende røde stjerne Solen som en del af sin dødskrampe helt omslutter og æder vores lille og til den tid ikke-blå planet.

Udløbsdatoen for jordelivet er den samme, som vi i længere tid har gættet på, men astronomer i Århus har ved hjælp af det avancerede rumteleskop Kepler kunnet vise, at de teoretiske forudsigelser efter alt at dømme er korrekte.

- Det er lykkedes os med sikkerhed at fastslå at Solen udvikler sig på den måde, vi har regnet med. Solen er bare én af mange stjerner, og den er i en bestemt fase nu. Vi har målt på andre stjerner, som ligner Solen på alle måder. Bortset fra at nogle af dem er meget ældre, nogle meget yngre, siger Hans Kjeldsen, lektor i astronomi ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Kepler-teleskopet blev sendt op i marts måned i år for at give astronomerne en enestående mulighed for at betragte verdensrummet uden forurening fra atmosfæren.

Kepler har allerede givet ny viden om jordlignende planeter, og stjernekiggeriet har altså også nu givet et forskningsresultat fra vores eget Solsystem, som er så interessant, at det har fået NASA til som noget helt uhørt at sende en delegation ud af USA - nærmere bestemt til Århus - for at fortælle alverden om det.

Beregninger af den normale udvikling for en stjerne som Solen har også vist, at i værste fald har vi kun 200 millioner år, før vi koger bort.Men der er gode nyheder: Hvis vores efterkommere beslutter at gøre noget ved det, kan katastrofen udskydes med adskillige milliarder år. Nok til at tænke grundigt over at finde en anden adresse.

Vi kan nemlig ændre jordens bane ganske lidt, så vi langsomt skruer os længere væk fra solen, efterhånden som den brænder mere og mere varmt. Og på den måde holde samme temperatur med verdens største termostatregulering. Til planen skal bruges:
1. Et Asteroidebælte, som ligger længere væk fra Solen end Jorden (tjek - der er et på den anden side af vores nabo, Mars)
2. En stor, tung planet, som ligger længere væk end asteroidebæltet (tjek - vi har Jupiter).
3. En måde at manipulere med asteroiders bane (haves ikke endnu - kan formentlig skaffes med en stor indsats)

Himmellegemer låner nemlig helt rutinemæssigt "baneenergi" fra hinanden. Når en komet suser forbi jorden, trækker den lidt i os, og vi trækker lidt i den og ændrer dens bane. Planeter hiver også hele tiden i hinanden, og hvis vi systematisk kan stjæle baneenergi fra himmellegemer længere ude end Jorden, kan vi langsomt arbejde os længere ud - væk fra den brændende Sol.

Og det er her, Asteroidebæltet kommer ind, fordi det burde være muligt at finde på en måde at ændre de mange små himmellegemers baner - i hvert fald er det nemmere end at ændre banen for en hel planet på én gang.Planen går ud på, at vi skiftevis får asteroiderne til at kredse, så de hiver Jorden udad, afvekslende med at de "lades op" i en bane, hvor de trækkes ud mod kæmpen Jupiter, der knap vil påvirkes af det.

- Det er ikke noget, vi har fundet på her i Århus. Men der er da folk, der helt seriøst regner med at det kan lade sig gøre. Og vores efterkommere har jo noget tid at løbe på, siger Hans Kjeldsen.