Den oprindelige englænder er da hvid, ikke?

Forskere gør nu op med den idé efter at have analyseret DNA’et fra det ældste skelet i Storbritannien. Resultatet viser nemlig en mand med brun eller sort hud og mørkt krøllet hår.

Det skriver BBC og Daily Mail.

Skelettet er 10.000 år gammelt og fra stenalderen. Det blev fundet i 1903 i en hule i Cheddar Gorge. Dermed har skelettet fået navnet ‘Cheddar Man’.

Forskere har i over 100 år forsøgt at finde ud af, hvad det ældste skelet kan fortælle om Storbritanniens forfædre.

Men det er først nu, at forskere fra Londons Naturhistoriske Museum og University College London kan afsløre en mand, der udover at have mørk hud også havde blå øjne.

En overraskende kombination, som ses i en rekonstruktion af ansigtet.

Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere


»Hvis et menneske med den hudfarve vandrede rundt nu, ville vi kalde ham sort. Den (hudfarven, red.) er meget mørkere, end hvad vi ville forvente for Europa. Det viser virkelig, at de indbildte racekategorier, vi har, er meget nylige konstruktioner, der ikke er gældende for fortiden,« fortæller Tom Booth, forsker fra Londons Naturhistoriske Museum.

Forskningen viser samtidig, at nutidens englændere deler 10% af ‘Cheddar Man’s’ DNA.

Den lyse hud kom formentlig til Storbritannien, efter folk fra Mellemøsten indvandrede for 6.000 år siden.

En af de kunstnere, der har været med til at lave rekonstruktionen, fortæller, at resultaterne muligvis kan være med til at give et nyt syn på, hvem vi er:

»Folk vil blive overraskede, og måske vil det få indvandrere til at føle sig mere involveret i historien. Og måske vil det fjerne idéen om, at man skal se ud på en bestemt måde for at være fra et eller andet sted. Vi er alle indvandrere,« siger Alfons Kennis.

De nye resultater har ikke så overraskende skabt stor aktivitet på sociale medier: