Latterligt at blive ved med at lede efter monstret, lyder det fra en australsk forsker. Men der er mening med galskaben.

En af Storbritanniens dybeste og mørkeste søer, Loch Ness i Skotland, er omgivet af mystik.

Gentagne gange i tidernes løb har folk set noget, de synes ligner et søuhyre, ’Nessie’, i vandet.

Læs også: Mystisk video set af millioner: 'De fleste griner, men vi så det med det blotte øje'

Nu lover et hold forskere, denne gang med dansk deltagelse fra Naturhistorisk Museum i København, at de kan løse mysteriet om Nessie. Det skriver Videnskab.dk.

»Endelig kan videnskaben løse et af verdens største mysterier. Er Loch Ness-uhyret virkeligt?« lyder det på forskergruppen Lock Ness Hunters' hjemmeside.

Senest gennemsøgte norske forskere Loch Ness-søen i 2016 med en maritim robot. De fandt noget på bunden af søen, der kunne være Nessie. Det viste sig dog at være en rekvisit, som i 1970 var blevet brugt i Sherlock Holmes filmen ‘The Private Life of Sherlock Holmes’.

Læs også: Loch Ness-ekspert efter 100 års spekulationer: Jeg har løst mysteriet

I det nye projekt skal forskerne kortlægge det biologiske liv i Loch Ness. Det gør de ved at bruge en dansk-udviklet metode, hvor de kan nøjes med at hive vandprøver op af søen. I prøverne er der DNA-spor fra dyr og planter, der har været i vandet.

»Jeg går ind i det med en formodning om, at det er usandsynligt, at der findes et monster, men jeg vil teste tesen,« siger lederen af projektet, Neil Gemmell, der er professor på University of Otago, New Zealand, til nyhedsbureauet AP.

Men projektet får kritik: Endnu en jagt på søuhyret Nessie er helt hen i vejret, lyder det fra en forsker, der ikke selv er involveret.

»Jeg må indrømme, at jeg synes projektet er en smule latterligt. Helt ærligt så synes jeg, at søgen efter et Loch Ness-uhyre er spild af tid og penge,« skriver Alessandro Palci, der forsker i reptiler på Flinders University, Australien, i en mail til Videnskab.dk.

Forskerne kan hverken be- eller afvise, at Loch Ness-uhyret findes ved at analysere DNA-fragmenter fra søen, lyder det fra reptil-forskeren:

»Hvis vi forestiller os, at de finder DNA fra et forhistorisk væsen (hvilket jeg seriøst tvivler på) - hvad vil de så sammenligne det med for at identificere det? Ingen database på Jorden har DNA fra plesiosaurer (forhistoriske svaneøgler, red.).«

Professor Tom Gilbert fra Naturhistorisk Museum i København er en af de danske forskere, som skal med på den nye Loch Ness-ekspedition.

I virkeligheden handler projektet dog slet ikke om at løse mysteriet om Nessie, afslører han.

»Ingen af os tager dertil, fordi vi tror på Loch Ness-uhyret, og vores primære formål med projektet er ikke at løse mysteriet om monstret,« siger Tom Gilbert.

Forskernes primære formål med at tage til Skotland er at kortlægge det biologiske liv i Loch Ness, som er den største ferskvandssø i Storbritannien.

Lederen af Loch Ness-ekspeditionen, Neil Gemmell, har formået at samle penge og skabe opmærksomhed om projektet ved at sælge det som en jagt på søuhyret, siger Tom Gilbert:

»Neil Gemmell er lidt af en showman. Men han og alle andre, der er med på holdet, er respekterede, seriøse forskere.«

Læs mere: Dansk forsker afslører den afskyelige snemand