Amerikanske astronomer har opdaget universets tungeste sorte huller. Som umættelige kannibaler æder de alt omkring sig.
Astronomer ved udmærket, at universets sorte huller er ekstreme ud over alle grænser.
Men aldrig har man fundet sorte huller så vilde som dem, et canadisk-spansk forskerteam nu har opdaget i en samling af galakser op mod 3,5 milliarder lysår borte.
De er nemlig med al sandsynlighed de tungeste, man nogensinde har opdaget – mange af dem med en masse mindst ti milliarder gange højere end vores egen stjerne, Solen.
Det placerer dem i en sværvægterklasse, som astronomer har døbt »ultramassive sorte huller«.
Til sammenligning er det store og centrale sorte hul her i vores galakse, Mælkevejen, en relativt beskeden fyr med en masse som ca. fire millioner gange Solen. Altså mindst 2.500 gange »lettere« end de kæmper, der nu er opdaget.
Sorte huller er evigt fascinerende, fordi de er usynlige og har så voldsom tyngdekraft, at hverken stof eller lys kan undslippe deres enorme kræfter. De er med andre ord som bundløse hvirvler, der opsluger alt i deres nærhed.
Dertil kommer, at de med deres kolossale tyngdekraft bøjer både rummet og tiden, rumtiden. Ifølge Einsteins relativitetsteori bør tiden af samme årsag gå væsentligt langsommere nær et sort huls skæbnesvangre kant eller begivenhedshorisont.
Men når tyngdekraften er så overvældende, som man kan måle blandt de nyopdagede sorte huller, »trodser det de regler, vi har ellers har etableret,« siger den canadiske professor og astrofysiker Julie Hlavacek-Larrondo i en pressemeddelelse fra universitetet i Montreal.
Ifølge hendes teams beregninger vokser de supermassive sorte huller hurtigere end stjernerne i deres respektive galakser. Hullerne er med andre ord som umættelige mega-kannibaler, der æder alt omkring sig, inklusive utallige stjerner.
Samtidig sprøjter de sorte huller stråler af energi ud i rummet med en sådan kraft, at de er i stand til at ødelægge store dele af deres galakser.
»Det svarer til et mini Big Bang i galaksestørrelse,« som Julie Hlavacek-Larrondo formulerer det.
Heldigvis beroliger hun med, at vi ikke har nogen grund til at frygte tilsvarende apokalyptiske kræfter i Mælkevejens centrale sorte hul, der har navnet Sagittarius A.
»Det er ikke særlig aktivt og meget lig en sovende vulkan. Det opsuger en smule stof og er sandsynligvis ikke i stand til at udsende ødelæggende højenergi-stråler,« siger hun.
Imens forsøger bl.a. det europæiske sydobservatorium, ESO, ved hjælp af store teleskoper kloden rundt at optage verdens første ægte billede af et sort hul, og det er netop Sagittarius A, man har i søgeren.
Dog vil man, hvis det lykkes, naturligvis ikke kunne se selve det sorte hul.
Men håbet er, at man tydeligt vil kunne se hullets »skygge« i det stærkt stof-koncentrerede område centralt i vores galakse omtrent 26.000 lysår borte.
