Det er ikke kun charterturister som skal holde øje med vægten, når kufferten er pakket og kursen går mod udlandet. Et flyselskab har planer om at bandlyse 130 af deres ansatte fra at flyve, fordi de ganske enkelt vejer for meget. Det skriver The Telegraph.

600 medarbejdere i det indiske selskab 'Air India' fik sidste år besked på at de skulle tabe sig, hvis de ville fortsætte med udføre deres arbejde i luften. Ellers ville de blive flyttet til et andet job, hvor de skulle blive på jorden.

Men et år senere har 130 af dem ikke levet op til forventningerne og smidt de fornødne kilo. Dermed kan de mange medarbejdere, heriblandt stewards og stewardesser, nu se frem til enten at skulle udføre et helt nyt arbejde på jorden, eller tage imod en ’frivillig aftrædelsesordning’.

Ifølge Air India er begrundelsen for at holde øje med medarbejdernes vægt, at ’folk reagerer hurtigere og er mere effektive når de er i god form’.

Flyselskabet angiver selv, at deres stewardessers Body Mass Index (BMI), bør ligge mellem 18 og 22, mens det for de mandlige stewards bør være mellem 18 og 25.

Det er ikke første gang at Air India vækker opsigt for deres måde at håndtere medarbejdere på. I 2009 blev 10 ansatte bandlyst fra at flyve, netop på grund af deres vægt.

I 2013 meddelte flyselskabet, at de hellere ville have stewardesser frem for stewards, fordi kvinder i gennemsnit vejer mindre, og dermed kunne selskabet spare på brændstoffet.