En fem-årig fransk dreng gjorde en heltegerning, da hans far faldt om med et hjertestop. Iklædt pyjamas cyklede han ud i regnen sent om aftenen for at skaffe hjælp.

Den franske bilist Jean-Francois Pinot troede næppe sine egne øjne, da han en aften ved 22.30-tiden mødte en lille dreng på cykel på vejen ved Saint-Pierre-la-Cour øst for Rennes.

Den lille dreng var våd og kold og rystede af kulde.

»Jeg kom kørende på hovedvejen, hvor jeg mødte mange biler, da en af dem blinkede med lygterne til mig,« fortæller bilisten ifølge Sky News.

»Jeg fortsatte forsigtigt videre, og så så jeg noget, der lignede et barn på en cykel. Og det var der, jeg opdagede Kevin-Djene der kom i pyjamas og sutsko, og som var blevet iskold i regnen,« fortæller Jean-Francois Pinot.

Han kørte ind til siden og stoppede drengen, der straks fortalte, hvad der var galt.

»Den lille dreng ventede ikke et sekund med at slå alram. Han sagde: 'Min far er død',« fortæller bilisten.

Det viste sig, at drengens far var faldet om med et hjertestop, og at drengen var cyklet ud for at finde sin mor, som han ikke helt vidste, hvor var.

Da Jean-Francois Pinot havde stoppet drengen, alarmerede han straks politiet, der kom dem til undsætning. Det lykkedes politiet at få oplysninger nok ud af drengen til, at man kunne finde både drengens mor samt hans far. Sidstnævnte blev bragt til hospitalet, hvor det lykkedes lægerne at redde hans liv.

Drengens mor, Djeneba Godin, var rystet efter episoden. Men hun var også taknemmelig for, at både hendes søn og mand slap med livet i behold.

»Jean-François har reddet min mands liv. Han blev udskrevet torsdag fra hospitalet. Men han reddede også min søns liv, da han var alene på vejen om aftenen,« siger moderen ifølge Skynews.

Hun ringede efter episoden til bilisten for at takke ham for hjælpen.