Tre indsatte i Colmar-fængslet i det østlige Frankrig benyttede sig af et bordben, da det lykkedes dem at flygte tidligt nytårsdag, skriver The Telegraph.

Trioen fik banket hul i loftet i cellen i fængslet fra det 14. århundrede, kravlede op på taget, hoppede ned og gik via en tilknyttet retsbygning ud i friheden. Episoden har vakt opsigt og debat omkring sikkerheden i gamle fængselsbygninger som i Colmar, der blev bygget i 1316.

- Det ser ud til, at loftet i cellerne, som er meget porøst, formodentlig er blevet banket væk med et bordben fra selve cellen, siger anklager Bernard Lebeau ifølge avisen.

De tre fanger, som er i alderen 19 til 24 år, var fængslet for vold og hærværk, to var varetægtsfængslet, mens den ene afsonede en dom på to år.

Så sent som i sidste uge blev Colmar-fængslets meget ringe tilstand kritiseret i en uafhængig rapport, lyder det.