I september 2016 blev politiet i White Bear Lake, Minnesota, USA tilkaldt til Robert James Kueflers hjem, da en bekymret nabo ikke havde set ham, moderen eller tvillingebroderen i længere tid.

Gennem vinduet kunne betjentene se et lig, hvorfor de sparkede døren ind. Hjemmet var fyldt med maddiker, fluer og der lugtede af død. Her fandt betjentene ligene af Robert James Kueflers 94-årige mor og tvillingebror.

Det skriver lokalmediet Twincities.com

Ifølge politiets rapport var moderens lig næsten omdannet til ren skelet. Richard Kueflers lig blev fundet i kælderen og var 'mummificeret'. Robert James Kuefler påstod, at begge var gået bort af naturlige årsager et år forinden, og dette kunne retsmedicineren bekræfte.

Han kunne ikke få sig selv til at begrave sin mor og bror, og det var tilsyneladende grunden til, at han lod dem ligge i huset.

Robert James Kuefler har givet et interview til nyhedsbureauet Associated Press omkring hele situationen.

»Jeg er ikke skør. Folk tror, jeg er det, men det er jeg altså ikke. Jeg elskede dem,« siger han og stiller det retoriske spørgsmål om, hvad journalisten selv ville have gjort, hvis vedkommende var stillet i samme situation.

Den 60-årige mand er tiltalt for at have pillet ved et gerningssted eller flyttet rundt på et lig. Det kan resultere i et års fængsel og en bøde på 3.000 dollar svarende til 19.000 kroner.