I videoen øverst kan du se, hvordan en mor til fem reagerede på at vinde Danmarkshistoriens største Lotto-gevinst på 315 millioner kroner.

Det er de færreste, der kan prale af, at have vundet en stor jackpot-præmie, men for en heldig kvinde fra København, er det sket hele to gange på bare fire måneder.

Kan man være FOR heldig? Det spørgsmål har man lyst til at stille sig selv, når man hører om denne heldige Tivoli Casino-spiller.

Den 18. december vandt en kvinde fra København 269.313,60 kroner i jackpot på en online spilleautomat, men heldet stoppede ikke der. Præcis fire måneder senere, den 18. april 2018, vandt hun igen en præmie på intet mindre end 822.173 kroner.

Dermed har den heldige kvinde vundet over en million kroner i jackpot indenfor bare fire måneder.

»Jeg kan ikke selv forstå, at jeg har været så heldig. Jeg har svært ved at tro på det,« siger kvinden, der ønsker at være anonym, til BT.

Hun fortæller, hvordan hun lidt over midnat natten til torsdag sad og spillede online på Tivoli Casino, da hun overvejede at gå i seng. Hun bestemte sig dog for at spille endnu en runde på spilleautomaten 'Divine Fortune'.

Det viste sig at være en god beslutning - blot minutter senere var hun nemlig 822.173 kroner rigere.

»Jeg blev sindssygt glad. Mit hjerte bankede derud af, og jeg hoppede rundt. Min kæreste lå og sov, men jeg vækkede ham for at fortælle ham den gode nyhed,« siger hun og tilføjer.

»Han kunne slet ikke forstå det. Han var virkelig overrasket.«

Svineheldig

At hendes kæreste havde svært ved at tro den gode nyhed, er der ikke noget at sige til.

De to jackpots på Tivoli Casino er nemlig ikke de eneste pengepræmier, kvinden har vundet indenfor de seneste fire måneder.

»For at det ikke skal være løgn, har jeg faktisk også vundet 600.000 kroner på et andet spil. Jeg har vundet store pengepræmier tre gange siden december,« fortæller hun.

Pengene skal ifølge jackpot-vinderen finansiere renovering af hendes lejlighed og en rejse til USA sammen med kæresten.

Spillemaskinerne planlægger hun til gengæld at holde en pause fra.

»Nu har jeg være utrolig heldig og heldet kan jo slippe op, og man kan spille alle pengene væk, så jeg har ikke planer om at spille mere lige foreløbigt,« siger hun.