I og omkring den engelske by Worcester udspiller der sig et sandt drama. Den ene halvdel af en gigantisk milliongevinst hævdes at være købt i området, men ingen har indløst vinderkuponen. Nu står en kvinde frem med en yderst uheldig beretning.

Det skriver Mirror.

Milliongevinsten er på 33 millioner pund sterling svarende til 326 millioner danske kroner. En kvinde, der af Mirror kun beskrives som lyshåret, hævder, at hun har vinderkuponen med numrene 26, 27, 46, 47, 52, 58. Men der er et problem med hendes lottoseddel. Den har været en tur i vaskemaskinen.

Således fortæller Mirror, at kvinden hævder, at lottosedlen lå i baglommen på et par bukser, som hun vaskede i sin vaskemaskine. Kvinden fortæller, at problemet med hendes vinderkupon er, at den altafgørende dato og stregkode er blevet slidt af kuponen under vasken.

»Jeg har ikke sovet, siden jeg fandt kuponen i baglommen på de bukser,« fortæller kvinden og siger, at hende og datteren har forsøgt at tørre kuponen med en hårtørrer – dog uden det ønskede resultat.

Milliongevinsten udloves af ’The National Lottery’ i England, og her opfordrer cheferne ifølge Mirror til, at folk, der har købt lottosedler i og omkring byen Worcester, leder i både møbler og tøj efter den forsvundne lottokupon.

I systemet kan man se, at der er to vindere af den samlede præmie på 66 millioner Pund Sterling. Mirror skriver, et par fra Hawick - ved navn David Martin og Carol Martin - i sidste uge kom frem med deres vinderseddel. Hermed fik de halvdelen af gevinsten og modtog 33 millioner Pund sterling.

Om kvinden, der hævder, at den anden vinderseddel er gået tabt i en bukselomme i hendes vaskemaskine, taler sandt eller ej, så kan det fastslås, at det i givet fald ikke vil være den største britiske milliongevinst, som går tabt. Således skriver Mirror, at der i 2012 var købt en lottokupon i området omkring Stevenage og Hitchen med en gevinst på 63,8 millioner pund – 631 millioner kroner. Men gevinsten blev aldrig indkrævet.