Øl, Lego og sæd.

Det er de tre ting som vi danskere kan være stolte af, hvis det står til Laura Witjens, formand for Storbritanniens nationale sædbank. I et forsøg på at skaffe flere og nye sæddonorer, har hun nemlig valgt at kaste blikket mod Danmark. Det skriver engelske The Guardian.

Læs også:

Den nationale sædbank har på et år kun formået at skaffe ni registrerede sæddonorer, og det er langt fra nok. En ny kampagne skal appellere til engelske mænds forfængelighed, da det har vist sig som en effektiv strategi i Danmark.

»Hvis jeg gik ud og sagde ‘mænd, vis hvad I er værd, vis mig hvad I kan,’ så ville jeg få hundredvis af donorer. Det er sådan danskerne gør det, de er vikinger,« siger Laura Witjens til The Guardian.

Manglen på donorer i Storbritannien har medført, at der i stigende grad bliver importeret sæd for at møde den stigende efterspørgsel. Her er Danmark ’rykket’ op som en af de førende leverandører.

»Eksportvarer fra Danmark er jo øl, Lego og sæd, og danskerne er stolte af det«, siger Laura Witjens til The Guardian.

Læs også:

Den nationale sædbank blev oprettet i september sidste år i den engelske by Birmingham, for at løse manglen på sæddonorer på de britiske øer.

En af grundene til det meget lave antal registrerede donorer er, at meget få er i stand til at levere en ordentlig sædprøve. Ifølge Laura Witjens, er det kun en ud af 100 sædprøver der ender med at blive godkendt.