Det bliver pludselig meget vigtigt at tjekke sit armbåndsur op til flere gange. Eller febrilsk famle med sin smartphone og gerne tjekke både sms, mail og Facebook, inden man når 5. sal. Hvis man da ikke bare stirrer ned i gulvet. Og for Guds skyld undgår øjenkontakt.

Elevatorens få kvadratmeter er en brutal trampen hen over vores intimsfære, ifølge amerikanske Dr. Lee Gray. Han har som ansat på University of North Carolina at Charlotte nærstuderet vores adfærd i elevatorer - og den er ikke udpræget social.

- De fleste af os lukker ned. Vi går ind. Trykker på knappen. Og står helt stille, forklarer han til BBC.

Måden, vi placerer os på, når vi er flere i en elevator, følger stort set øjnene på en terning for at skabe mest mulig plads.

For netop manglen på plads er problemet. Hvilket Nick White, der arbejder i en af New Yorks skyskrabere kan tale med om. Han var fanget i en elevator i 41 timer og begyndte til sidst at betragte den som sin kiste.

- Vi kan ikke lide at være spærret inde. Vi vil ud af elevatoren hurtigt muligt, fordi det er et uhyggeligt sted at være, forklarer han, der dog er tilbage i elevatoren dagligt.

Selv om elevatorer er en af de sikreste »transportformer« - og statistisk set ikke nær så farlig som f.eks. en rullende trappe - er Dr. Lee Gray enig i det uhyggelige ved en elevator.

- Du befinder dig i en maskine, som bevæger sig, og som du ingen kontrol har over. Du kan ikke se motoren, og du ved ikke, hvordan den virker, siger han.

For når det gælder indespærring, reagerer vi instinktivt. Alligevel kører mange af os i elevator dagligt.

- Vi har lært, at vi kan tage elevatoren, og at det er sikkert. Så på en måde er det fornuftens sejr over vores mere dyriske instinkter, siger psykolog og professor Babette Renneberg fra Free University of Berlin.