Gamle statuer kan være spændende – og nogle gange endda gemme på hemmelige budskaber. Spanske konservatorer blev dog nok noget overraskede, da de fandt en gammel besked i bagdelen på en statue. Det skriver sciencealert samt det spanske nyhedsbureau Agencia EFE.

Beskeden blev fundet, da en statue af den korsfæstede Jesus blev fjernet fra kirken Santa Águeda i Sotillo de la Ribera. Statuen skulle restaureres, men da konservatorerne for nyligt fjernede en klods på bagdelen af statuen, gjorde de et opsigtsvækkende fund.

Inde i den gamle statue fandt man et håndskrevet brev dateret til 1777.

Brevet var skrevet af præsten Joaquin Minguez, der hørte til katedralen i Burgo de Osma, nordøst for Madrid.

I sin håndskrevne note fortæller han, at skulptøren til statuen er Manuel Bal, der tilsyneladende var en kunstner, der huserede i området San Bernardo de Yagüe samt Campillo. I brevet fortæller han om kunstnerens andre værker, ligesom han beskriver, hvordan livet var dengang. Han skriver om den daværende konge var Carlos III, samt hvad der ellers foregik som f.eks., at man dyrkede hvede, byg, rug, havre samt vindruer på egnen. Desuden fortæller præsten, at de mest almindelige sygdomme var malaria og tyfus, og at datidens underholdning i befolkningen blandt andet bestod i kortspil og boldspil.

Den spanske historiker Efrén Arroyo, der har et tilhørsforhold til lokalområdet, er noget overrasket over fundet:

»Selv om det er sædvanligt for skulpturer at være hule, er det knap så sædvanligt, at man finder håndskrevne dokumenter indeni,« siger han til EFE.

Se statuen i videoen herunder: