Hjemløs amerikaner rejser Jorden rundt 16 gange om året på første klasse.

Var du en af de håbefulde, der måtte kigge langt efter en tur i verdens største passagerfly Airbus A380 fra Emirates, som forleden landede i Københavns Lufthavn, så er der gode råd at hente fra den 25-årige amerikaner Ben Schlappig.

Han har nemlig knækket koden til, hvordan man får råd til at rejse på første klasse året rundt på verdens største og mest luksuriøse fly uden at have en milliardærkonto i Schweiz.

Bonuspoint og fordele

Ben Schlappig udnytter de bonuspoint og medlemsfordele, som flyselskaberne tilbyder deres kunder. Det gør han i så stor stil, at han stort set altid rejser på første klasse og bor på luksushoteller, når han er på farten. Og det er han hele tiden. Det sidste halvandet år har han været hjemløs, og helliget sig sin rejsehobby fuldt ud.

Foto: Jonas Pettersen
Vis mere

»Flyet føles som mit hjem nu,« siger Ben Schlappig til CNN og fortæller, at han ikke kan lide at være det samme sted i mere end tre dage ad gangen.

Svært at leve normalt

Fly-entusiasten tilbagelægger mere end seks millioner kilometer hvert år, hvilket svarer til at rejse Jorden rundt 16 gange. Livet på vingerne gør det svært at have et normalt liv, erkender han.

»Det er svært, men mine bedste venner forstår min hobby. Til gengæld er det sværere at få et kærlighedsforhold til at fungere,« fortæller han.

Det kan lyde nemt at rejse rundt som et luksusdyr på den måde, men det er det ikke, lyder det fra den 25-årige amerikaner. Som en såkaldt flyhobbyist skal man nemlig kende alle fiduserne med bonuspoint og kredit, og det lærer man ikke hurtigt.