Måske husker du historien om manden, der bortauktionerede sin egen bryllupsrejse, fordi hans forlovede forlod ham lige før brylluppet? Nu er han tilbage fra sin rejse med den fremmede kvinde, han tog med.

John Whitbread valgte at tage Kelly Wood med på den bryllupsrejse, som ellers var planlagt med hans nu eks-forlovede. Turen gik til Den Dominikanske Republik, hvor de har nydt hinanden og drukket cocktails.

Det skriver Daily Mail.

»Vi havde en fantastisk tid sammen på ferien. Vi morede os og havde nogle fantastiske oplevelser med hinanden. Kelly var skøn at være på ferie med,« siger John Whitbread til Good Morning Britain.

Han lægger dog ikke skjul på, at det i sidste ende også var en hård tid, fordi det i bund og grund var hans bryllupsrejse - og tiden var tiltænkt med en anden kvinde. Og Kelly Wood lægger heller ikke skjul på, at hun kunne mærke på John Whitbread, at tanker om bryllupsrejsen spøgte til tider.

John Whitbreads oprindelige plan var at sælge billetten på Ebay, men de højeste bud viste sig at være falske. Så i stedet kunne interesserede kvinder købe lodsedler, og Kelly Wood købte fem til 10 pund stykket - og vandt.

Det samlede beløb lød på 1.410 pund, som John Whitbread donerede til velgørenhed. Nærmere betegnet på kræftområdet til »Balls To Cancer«.

Første gang, John Whitbread og Kelly Wood mødte hinanden, var i lufthavnen, da de skulle af sted. Foran ventede en syv timers flyvetur med en vildfremmed. Romantikken opstod dog aldrig mellem de to, men de fortæller, at de er blevet venner.