Ung kvinde genfinder den sygeplejerske, som tog sig af hende som spæd.

Et bestemt billede har fulgt amerikanske Amanda Scarpinati hele livet. I 38 år har hun gang på gang tænkt på den sygeplejerske, som tog hånd om hende, da hun bare tre måneder gammel var indlagt efter en alvorlig skoldningsulykke.

Hver gang hun i de mellemliggende år skulle opereres, når noget gjorde ondt, eller når kammeraterne drillede hende med hendes ar, hentede hun trøst og styrke i et foto, hvor én bestemt sygeplejerske holder hendes næsten indhyldede babykrop. Billedet blev brugt til forsiden af årrapporten fra Albany Medical Center i 1977.

Amanda Scarpinati var kun tre måneder gammel, da hun blev forbrændt af en fordamper (en slags elpibe, red.) og kom slemt til skade, og billedet har fulgt hende hele livet. Gennem årene har hun gennemgået mange kosmetiske operationer.

Læs også: Drenge mødtes tilfældigt hos en fælles ven: Det ændrede hele deres liv

Se også: Kvinde opdager, at arbejdskollega er hendes biologiske mor

»Jeg var vansiret, da jeg voksede op, så jeg blev drillet og mobbet. Jeg så på billederne og snakkede med hende, selv om jeg ikke vidste, hvem hun var. Jeg fandt trøst i at se den kvinde, som tilsyneladende oprigtigt kunne lide mig,« fortæller hun til NBC News.

Efter at have ledt efter hende i adskillige år, skrev Scarpinati midt i september en efterlysning på Facebook, hvor hun bad om hjælp med at identificere kvinden. Opdateringen blev delt med lynets hast, og bare 24 timer senere blev Scarpinati kontaktet af en kvinde. Hun genkendte sygeplejersken som en kollega, hun havde arbejdet sammen med næsten 40 år tidligere.

Opdateringen fra Amanda Scarpinati, hvor hun efterlyser sygeplejersken fra sin barndom.
Opdateringen fra Amanda Scarpinati, hvor hun efterlyser sygeplejersken fra sin barndom. Foto: Facebook
Vis mere

I tirsdags mødtes de to kvinder så endelig igen, og det blev en meget følelsesladet genforening.

»Jeg kunne ikke tro det. Kunne slet ikke tro det. Jeg var slet ikke forberedt på de følelser, jeg fik, da jeg så hende. Det var næsten som at kramme en mor,« siger hun til tv-stationen.

Sue Berger var overrasket og rørt over den indflydelse, hun har haft på den tidligere patients liv.

»Sikke en smuk historie. Og sikke en smuk kvinde,« siger hun.

På pressemødet, hvor de to kvinder mødtes for første gang i 38 år, blev de spurgt, om de nu skulle være venner. Hertil svarede Amanda Scarpinati, at Sue Berger havde været hendes ven hele livet.