Gammel kærlighed ruster aldrig, siges det. Det ordsprog har et ældre kinesisk par i den grad taget til sig.

Det aldrende par, der begge er 98 år, har nemlig været gift i 70 år, og forleden besluttede de at fejre deres jernbryllup på en helt speciel måde. Det skriver ABC News

Sammen drog de til det sted, hvor de for 70 år siden fik taget deres bryllupsfoto - og fik taget et nyt foto i bryllupstøj.

Cao Yuehua og Wang Devi står nærmest på samme måde på de to billeder, og ud over, at hovedpersonerne er blevet ældre, er ligheden mellem de to billeder slående.

Begge billeder blev taget i Chongqing's Northern Hot Springs Park den 24. november, som altså var 70 års jubilæumsdag for deres oprindelige bryllup.

Og genskabelsen af fotoseancen har åbenbart været så skøn en oplevelse, at parret overvejer at komme tilbage, når de begge fylder 100 år.

Det ældre par kom oprindeligt fra Shanhai, men flygtede til Chongqing efter Anden Verdenskrigs udbrud. Under krigen var de væk fra hinanden i en del tid, fordi den mandlige del af parret - Cao Yuehua -  blev sendt til Burma for at arbejde som tolk.

Men via romantiske breve lykkedes det parret at holde kærligheden i live.

Og Yuehua har også et godt bud på, hvorfor det er lykkedes parret at blive sammen så længe.

»Par bør tænke på hinanden. Jeg tænker på hende (devi,. red.) hele tiden, og det gør hun også,« udtaler han til kinesiske medier ifølge abcnews.go.com.