Breve og pakker strømmer ind til en lille amerikansk pige, som mistede hele sin familie i en mordbrand.

Julen er tid til eventyr, og selv om historien om Safyre Terry er både grum og meningsløs, så bliver fortællingen om hende i disse dage til et vaskeægte juleeventyr, der varmer hjerter rundt omkring i hele verden.

Den lille amerikanske pige har nemlig lidt en skæbne så tragisk, at det næsten ikke er til at holde ud at hverken skrive eller læse om. Men i disse dage får hun sit eneste store juleønske opfyldt.

Det, der begyndte som en indsamling af nogle få julekort, har nemlig udviklet sig til en sand tsunami af breve og pakker til den lille pige.

På få dage har hun modtaget mere end 18.000 julekort og omkring 400 pakker.

Det skriver Time.

8-årige Safyre Terry fra New York mistede hele sin familie i en påsat brand for to år siden, og Safyre selv blev forbrændt til ukendelighed.

Safyre Terry overlevede flammerne som den eneste. Angiveligt fordi faderen beskyttede sin datter fra flammerne ved at vugge hende i sine arme.

Siden har hun gennemgået over 50 operationer. Hun er forbrændt på 75 procent af kroppen og har fået amputeret den ene hånd og den ene fod.

Da hendes tante for nylig forærede hende et juletræ i metal, hvor man kan hænge kort på, fandt hun på at ønske sig julekort fra nogle af de mennesker, der fulgte hende på Facebook.

Da en af brugerne fik lov til at offentliggøre familiens adresse på de sociale medier, tog begivenhederne for alvor fart.

Halvanden uge før jul ligger det lokale posthus underdrejet på grund af den enorme mængde post til Safyre.

Familien skriver jævnligt om hende på Facebook, og samtidig har de oprettet en indsamling, hvor der er indtil videre er samlet små to millioner danske kroner ind.

Breve til otteårige Safyre Terry kan ifølge Today sendes til: Safyre Terry, P.O. Box 6126, Schenectady, New York, 12306.