36-årige Kelly Fidoe-White fra Oldham i England lider af sygdommen trimethylaminuria.

Bag det lange ord gemmer der sig en lidelse, der får hende til at lugte så meget af fisk, at hun er nødt til at gå i bad fire gange om dagen. Hun er også nødt til at bruge store mængder deodorant for at slå fiskelugten ned. Det er ikke altid, det lykkes. Det skriver Daily Mail.

Kellys lugt tvinger hende til at arbejde om natten på Royal Oldham Hospital, hvor hun arbejder som radiograf. Der var simpelthen for mange klager over den fiskelugt, der fulgte hende, mente hendes chef.

Kellys sygdom betyder, at hendes krop ikke er i stand til at nedbryde dele af mad, der indeholder den kemiske forbindelse cholin. Det gør, at kroppen udskiller stofferne gennem sved, ånde og urin. Disse stoffer skaber den karakteristiske fiskelugt hos Kelly.

På trods af den kraftige fiskelugt, er Kelly gift med 45-årige Michael. De to har kendt hinanden i 16 år.

Det har ikke altid været nemt at leve med lugten, fortæller Michael, der - på trods af generne - bakker sin kone op i kampen med lidelsen.

»Kellys lugt har til tider påvirket mig negativt, men jeg har ikke sagt noget til Kelly. Jeg har bare holdt det for mig selv. Jeg lagde mærke til det i starten, da vi flyttede sammen. Men det var ikke lige da vi begyndte at se hinanden. Det var aldrig et problem. Jeg tror heller ikke, at hun prøvede at skjule det.«

Kellys kollega på hospitalet, Faysal Bashir, har lært at leve med fiskelugten, der følger Kelly gennem hospitalgangene.

»Jeg har fået mange klager fra kolleger over Kellys lugt, og det er hårdt at få de klager, når Kelly er en god ven. Men nu har jeg arbejdet med Kelly som nat-kollega i to år. Det betyder, at vi har en god kommunikation, hvor jeg kan fortælle hende, når hun skal gå ud og friske lidt op.«

Det var først, da Kelly fik diagnosen, hun begyndte at føle sig mere og mere selvsikker, og nu sørger hun for at fortælle om lidelsen.

»Jeg er mere afslappet omkring det nu. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke ville blive såret, hvis nogen klager i morgen. Men i dag klarer jeg det ved at oplyse personen i stedet.«