En 32-årig indisk mand har på tragisk vis mistet livet, efter han angiveligt blev suget ind i en MR-scanner, mens han besøgte et familiemedlem på hospitalet.

Det skriver Times Now - samt flere internationale medier, såsom Washington Post og Telegraph.

Uheldet skete på Nair hospitalet i det centrale Mumbai, da den 32-årige mand ved navn Rajesh Maru, trådte ind i rummet, hvor hans familiemedlem skulle have foretaget en MR-scanning, med en oxygencylinder i hånden.

Han forsøgte blot at hjælpe sit familiemedlem, da MR-scannerens enorme magnetiske felt angiveligt sugede ham ind i maskinen og kvæstede ham så hårdt, at det kostede ham livet.

Årsagen til ulykken var cylinderen i hans hånd - der er nemlig ingen metalobjekter tilladt i MR-lokalerne på hospitalerne.

Flere af Rajesh Marus efterladte sad ude foran scanningslokalet, da uheldet skete. De har sidenhen forklaret, at en ansat på hospitalet bad ham om at tage ilt-cylinderen med ind i rummet. Da familien spurgte, om det ikke var farligt at træde ind i rummet med metal i hånden, havde den ansatte angiveligt sagt:

»Det er fint. Vi gør det hver dag.«

Offerets familiemedlem Harisk Solanki forklarer, at den ansatte også sagde, at maskinen var slukket, samt at hverken lægen eller teknikeren, der også var til stede, advarede om, at der var fare på færde.

»Så snart Rajesh trådte ind med cylinderen, viste det sig, at maskinen alligevel var tændt. Han blev suget ind i maskinen og hans hånd satte sig fast. Hans krop hævede sig op, og han kunne ikke tale. Det er på grund af deres skødesløshed, at Rajesh døde,« siger Harisk Solanki med reference hospitalets ansatte.

Nægter ansvar

Det lykkedes angiveligt én af de ansatte at hive Rajesh Maru ud af maskinen, men på daværende tidspunkt var han allerede alvorligt kvæstet og blødte voldsomt - han blev fragtet til skadestuen, men døde senere som følge af sine kvæstelser.

Ifølge Times Now har hospitalet nægtet at påtage sig ansvaret for ulykken.

I weekenden førte en protest ført an af Rajesh Marus efterladte og nogle lokale dog til, at hospitalet suspenderede den ansatte, der angiveligt skulle have givet ham ilt-cylinderen.

Politiet er stadig ved at efterforske sagen og har som et led i dette fået overleveret overvågningsbilleder fra hospitalet.