Et par bryster var en simpel pris at betale for at undgå at udvikle brystkræft. Sådan lyder meldingen fra 24-årige Paige More fra New York City i USA.

Som bare 22-årig fandt den unge amerikaner ud af, at hun var BRCA-positiv. Det betyder, at hun havde en mutation i et af de gener, der indikerer, at man er i farezonen for at arve kræft fra et familiemedlem.

I Paige Mores tilfælde havde der tidligere været kræfttilfælde hos kvinderne på hendes faders side, og med meldingen om at hun var BRCA-positiv, var der mere end 55 procents chance for at blive ramt af sygdommen. Det skriver People.

Dermed kunne hun gøre to ting. Enten kunne hun regelmæssigt blive tjekket hos lægen for kræftsymptomer, eller hun kunne komme sygdommen i forkøbet.

»Selv hvis jeg valgte overvågningen, så ville jeg dermed vælge at bruge så meget af mit liv hos en læge. Det føltes mindre som overvågning og mere som om, jeg bare ventede på at få kræft, og jeg har aldrig været den type. Jeg ville bare forhindre det for mit liv og min fremtid,« fortæller Paige More til People.

Deler billeder for søsterens skyld

I januar 2017 var beslutningen taget. Paige More skulle have sig en mastektomi - en operation, der fjerner begge bryster. Dermed var muligheden for at udvikle brystkræft forsvundet.

Foruden at Paige Mores bryster nu er væk, har hun samtidigt fået store ar som følge af operationen. Det bekymrer hende dog ikke det mindste. Hun har nemlig valgt at dokumentere sin nye rejse uden bryster på Instagram.

Her betegner hun sig selv som en 'previver', der nemmest oversættes til 'en, der har overlevet en sygdom før, man fik den'. På profilen har hun delt sine billeder for at inspirere andre til at dele billeder, selv om de har ar. Derudover gør hun det også for sin søsters skyld, fortæller hun til ABC.

»Min 13-årige lillesøster elsker Instagram, og hun ville tage nogle billeder af mig. Jeg ville ikke rigtigt, fordi jeg troede, jeg ville blive skuffet over, hvordan jeg så ud. Men min lillesøster er ikke blevet testet for genmutation endnu, og jeg ville have hende til at forstå, at jeg stadig var den samme storesøster, og at operationen ikke har ændret noget. Jeg ville heller ikke have, hun skulle være bange for at blive testet for genmutation i fremtiden,« siger hun til det amerikanske medie.

Se flere billeder af Paige More herunder.