Donald Trump vil ikke længere gøre alvor af sine toldtrusler - da en aftale om Grønland angiveligt er på plads. 

Det oplyser han onsdag aften i et opslag på Truth Social, hvor den amerikanske præsident skriver, at han ikke vil indføre den planlagte straftold. 

'Baseret på et meget produktivt møde, jeg har haft med NATOs generalsekretær, Mark Rutte, har vi dannet rammerne for en fremtidig aftale vedrørende Grønland og faktisk hele den arktiske region,' skriver han og fortsætter: 

'Denne løsning, hvis den gennemføres, vil være en god løsning for Amerikas Forenede Stater og alle NATO-nationer. Baseret på denne forståelse vil jeg ikke indføre de toldsatser, der skulle have trådt i kraft 1. februar,' lyder det videre. 

Den amerikanske præsident oplyser også, at yderligere information angående drøftelser om Grønland vil blive offentliggjort som tingene skrider frem. 

Her oplyser han videre, at det er den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio og den amerikanske udsending Steve Witkoff, der vil være ansvarlige for disse forhandlinger og informere Trump. 

Du kan følge hele dramaet omkring USA, Grønland og Danmark i B.T.s liveblog lige HER.