Han er muligvis det indtil videre mest forbløffende valg til en ministerpost.

Samtidig kommer valget af ham blot få dage før, at der efter sigende skulle stemmes om at udgive en helt særlig rapport, der har ham i fokus for narko, seksuelle overgreb og ulovlig politisk fundraising.

Hvad der nu skal ske med den rapport, står hen i det uvisse.

Det skriver en række amerikanske medie, herunder ABC News, AP, The New York Times, CBS News, The Washington Post og Punchbowl News.

Det var onsdag aften amerikansk tid, at den kommende præsident, Donald Trump, annoncerede, at han havde fundet den person, han ønsker at udpege som sin justitsminister.

Den person er Matt Gaetz. 

En 42-årig politiker og tidligere advokat, der er kongresmedlem fra Florida – og han er ifølge flere af de amerikanske medier et »eksplosivt valg«.

For han vil dermed blive den føderale regerings øverste retshåndhæver og vil skulle lede den selvsamme afdeling, som har brugt år på at efterforske beskyldninger mod ham.

Matt Gaetz er en 42-årig politiker og tidligere advokat, der er kongresmedlem fra Florida.
Matt Gaetz er en 42-årig politiker og tidligere advokat, der er kongresmedlem fra Florida. Win Mcnamee/AFP/Ritzau Scanpix

I to år undersøgte netop justitsministeriet beskyldninger mod Gaetz om, at han havde et upassende seksuelt forhold til en 17-årig pige og muligvis overtrådte føderale love om sexhandel.

Selv har Matt Gaetz dog nægtet enhver anklage – og forrige år afsluttede afdelingen sin undersøgelse og oplyste, at man ikke rejste nogen anklager mod ham.

Sagen mod ham udsprang ifølge ABC News dengang af en undersøgelse af hans tidligere ven, Joel Greenberg, som i 2022 blev dømt til 11 års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i flere anklager.

Herunder sexhandel med en mindreårig og introduktion af den mindreårige til andre »voksne mænd«.

Selvom justitsministeriet lukkede sagen, indledte det etiske udvalg i Repræsentanternes Hus en undersøgelse af anklagerne om seksuel forseelse sammen med påstande om, at Gaetz »misbrugte statens identifikationsregistre, konverterede kampagnemidler til personlig brug«, skriver The New York Times.

Det er den undersøgelse, som udvalget – ifølge kilder til de amerikanske medier – forberedte sig på at mødes om i denne uge for at overveje, om der skulle udgives en endelig rapport om sagen.

Til The New York Times hævder en unavngiven republikansk embedsmand, der skal have kendskab til sagen, at det etiske udvalg var parat til at stemme for at offentliggøre rapporten på fredag.

Det vil dermed kunne have fundet sted to dage efter, at Donald Trump udpegede Matt Gaetz som sin justitsminister.

I to år undersøgte netop justitsministeriet beskyldninger mod Matt Gaetz om, at han havde et upassende seksuelt forhold til en 17-årig pige og muligvis overtrådte føderale love om sexhandel.
I to år undersøgte netop justitsministeriet beskyldninger mod Matt Gaetz om, at han havde et upassende seksuelt forhold til en 17-årig pige og muligvis overtrådte føderale love om sexhandel. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Matt Gaetz fratrådte i den forbindelse sit sæde i Kongressen. Med øjeblikkelig virkning.

Det betyder ifølge The Washington Post, at udvalget ikke længere har kompetence eller ret til at komme med en eventuel straf, da han dermed nu er et tidligere medlem.

Hvad der skal ske med undersøgelsen og rapporten står i øjeblikket hen i det uvisse.

Dog oplyser flere af medierne, at udvalget i teorien fortsat kan stemme for at offentliggøre rapporten, hvis et flertal af udvalgets medlemmer er enige om det – eller sende den til justitsministeriet eller Senatets etiske komité.

Klart står det dog, at selve undersøgelsen er afsluttet.

For hvis et kongresmedlem, der er under efterforskning af komiteen, træder tilbage, bliver ekskluderet eller forlader kongressen, indstiller den etiske komité straks enhver igangværende efterforskning, skriver The Washington Post.

Mediet bemærker i den forbindelse, at det endnu ikke er klart, om der er nogen forbindelse mellem tidspunktet for Gaetz' udmelding og den mulige offentliggørelse af rapporten om undersøgelsen.

Selv har politikeren gentagne gange nægtet at have gjort noget forkert, og han har i stedet kaldt udvalgets undersøgelse for en »useriøs« smædekampagne.

For at Matt Gaetz vil kunne blive udnævnt til justitsminister, vil han skulle godkendes af Senatet.

Han ventes i den sammenhæng også at skulle gennem nogle ret intense høringer, før der skal stemmes.