Flere af de personer, som Donald Trump har udpeget til sin kommende administration, er tirsdag og onsdag blevet udsat for bombetrusler.
Det oplyser en talsmand for Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Forbundspolitiet FBI bekræfter i en udtalelse, at det er bekendt med "adskillige bombetrusler" og "swatting-hændelser" mod kommende og muligt kommende medlemmer af Trumps regering og administration.
Ved "swatting" anmeldes en forbrydelse, der ikke har fundet sted i, med det formål at få politiet til at møde op på adressen hos en navngiven person, som efter anmeldelsen bliver mistænkt for forbrydelsen.
Én af dem, der er blevet ramt af en bombetrussel, er Elise Stefanik.
Hun er blevet udpeget af Trump som USA's kommende FN-ambassadør.
I en udtalelse fortæller hun ifølge Reuters, at hun, hendes mand og barn ikke var hjemme, men var på vej fra Washington D.C. til Saratoga i staten New York, da de blev informeret om bombetruslen.
Politiet og andre myndigheder "reagerede øjeblikkeligt med den største professionalisme", siger hun i udtalelsen.
Det fremgår ikke, hvilke øvrige medlemmer og muligt kommende medlemmer af Trumps administration, der har modtaget bombetrusler.
/ritzau/