Nattens debat mellem Donald Trump og Kamala Harris blev præcis det brag, mange havde forventet.
Og den helt store taber? Det blev Donald Trump, der blev kørt rundt, mener korrespondent.
»Kamala Harris vandt. Og hun vandt stort,« siger Jacob Heinel Jensen, der er Berlingskes korrespondent i USA.
»Kamala Harris virkede som en kvinde med format, mens Trump virkede som en gammel arrig mand. Og det fik hun lokket frem i ham. Og jeg forstår simpelthen ikke, at han hoppede på den igen og igen,« uddyber han.
Du kan se højdepunkterne fra debatten her:
Under den mere end 90 minutter lange debat var der emner som immigration, økonomi, abort, Israel og Hamas, Ukraine, klimaforandringer, sundhed og mange andre ting.
Specielt de to første emner, immigration og økonomi, er Donald Trumps styrker.
Og derfor ville man forvente, at han kunne i det mindste hamle op med Kamala Harris på de områder.
Men det formåede Trump ikke, mener Jacob Heinel Jensen.
»Trump tabte på emner som grænse og økonomi. Og det er de bedste emner for ham. Og det viser meget godt, hvordan resten af debatten gik. Hun kørte ham rundt,« siger han.
Den forrige præsidentdebat, som stod mellem Joe Biden og Donald Trump, endte som en regulær katastrofe for den daværende demokratiske kandidat.
Og i sidste ende måtte Joe Biden trække sig, da presset efterfølgende blev for voldsomt.
Helt så skidt gik det ikke for Trump, mener Jacob Heinel Jensen. Men tæt på.
»Man kan ikke helt sammenligne det. Men det var næsten et lige så stort nederlag for Trump, som det Biden fik sidst. Ikke helt lige så stort, men derhenad,« siger Jacob Heinel Jensen.