Sang nr. 7: »Prinsesse« Zididada. Udlandet sagde nej til folkets duo. Zididada-drengene er fra generationen, der sang Mabels »Boom Boom« i børnehaven.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med en lidt anden tekst. »Og det siger boom boom, bombemanden sprang, han mistede fire fingre på højre arm.« Dengang i 1978 spredte »bombemanden« skræk og rædsel i København. I dag, 26 år senere, er drengene selv med i »Melodunten« - med Jimmy Coldings egne ord.Siden gennembruddet i 1998 har han og Danny Linde solgt omkring 100.000 plader. Sidste år spillede de usædvanlig mange gange live, mere end 100 gange. Det går sådan set forrygende. Efterhånden har de vænnet sig til branchen.
»Vi begyndte jo som to nybegyndere fra klubberne Mojo og Drop In. Pladeselskabsfolkene væddede, om vi ville sælge 80.000 eller 100.000 eks. Sagde at de ville indspille video i Mexico med Salma Hayek. Det kom vi ikke til, men jeg nåede da at skændes med min kæreste om det, ha. Vi solgte 40.000. Et ganske pænt tal, men jeg er glad for, at jeg ikke var 20 dengang. Så havde jeg nok taget det personligt,« siger Jimmy Colding.
I 2003 forhandlede Zididada med kontakter i Spanien, Italien, USA og England. Alle kunne lide Zididada-universet, men ingen kunne se et album for sig. Så de rejste hjem igen »med en masse varm luft«.
Nu er de så på vej med et nyt greatest hits-album med gamle sange, genindspilninger og tre nye. De har fundet et nyt dansk pladeselskab, der vil satse stort. Apropos universet. Har de nogensinde overvejet, om rammerne kan blive for snævre?
Habby-go-lucky positive
»Vi vil altid være happy-go-lucky positive. Se på Kim Larsen eller Brdr. Olsen. De har klaret sig godt på at være ærlige over for sig selv og deres udtryk. Jeg tror, vi klarer os bedst, vi forsøger at være ærlige over for os selv. Vi er folkets band. Et mangfoldigt band med mangfoldige sange,« siger Danny Linde.
Det er ingen hemmelighed, at Danny Linde oprindelig var stærkt imod at være med i »Melodunten«. Ikke af musikalske grunde. Men både han og Colding har det svært med den kulørte presse.
»Vi hader at fortælle om os selv. Ikke at der er noget at skjule. Alle har skår i deres liv. Nogen fortæller det så godt i musikken, at det bliver gribende. Det kan og vil vi ikke. Ikke fordi vi er nødt til at gå til psykolog for at komme ud med det. Det gør vi gennem musikken. For os er musikken terapi. Men det er rigtig fedt at hænge Zididada-jakken i entreen, når vi kommer hjem,«
siger Colding.
