Catherine Zeta-Jones spiller kok i sin nye film 'No Reservations', men i virkeligheden er hun talentløs i et køkken og det demonstrerede hun på landsdækkende amerikansk TV onsdag.

Skuespillerinden var gæst hos livsstilsguruen Martha Stewart, som satte hende til at bage en kirsebærtærte, og det gik grueligt galt.

Zeta-Jones havde sin medspiller Aaron Eckhart med i studiet og han klarede sig en del bedre. Den walisiske 'Lokkeduen'-stjerne indrømmede da også, at hun er elendig til at lave mad og det udløste faktisk ros fra Stewart.

Forklaringen er, at har set filmen og oplevede Zeta-Jones som fantastisk i et køkken, hvilket madeksperten nu må tilskrive sin gæsts skuespilstalent.

Der er dog én ting, Zeta-Jones kan, og det er at smøre madder - synes hun selv.

Favoritten er en rugbrødssandwich med røget laks og et lag knuste kartoffelchips krydret med citronsaft, salt og peber.

Den blanding nægter gemalen Michael Douglas imidlertid at sætte tænderne i.

- Han synes det er ulækkert, fortæller skuespillerinden.