Studerende ved Yale-universitetet går i rette med forfatterne på 'Gossip Girl'.

De er vrede over en stribe faktuelle fejl i det afsnit, der blev sendt på amerikansk TV sidste mandag.

Vreden kommer til udtryk i en artikel i universitetsavisen Yale Daily News. Her klager de studerende over, at episoden er spækket med fejl om ting, der nemt kunne have været tjekket efter. Det gælder især universitetets optagelsesprocedure.

Det famøse afsnit, der er indspillet på Columbia University, følger tre af seriens hovedpersoner mens de blandt andet mødes privat med den dekan, som står for optagelsen. Og det ville aldrig ske, fastslår Jeff Brenzel, som har jobbet i virkeligheden på Yale.

- Jeg interviewer ingen ansøgere og jeg holder da slet ikke private middage for dem, siger dekanen.

Katie Zimmerman, som læser på universitetet, er vild med »Gossip Girl«, men er skuffet over fremstillingen af Yale:

- Vi oplever ikke det Yale, vi alle kender og elsker. I stedet fik vi i dette tilfælde en masse klicheer, siger den studerende.