Det er hyklerisk, at Yahya Hassan frit kan sige ting, som Pia Kjærsgaard ville blive dømt for, mener en muslimsk debattør, der har meldt digteren til politiet for racisme.

»Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri.«

Det er udtalelser som denne til Jyllands-Posten, der nu bringer den unge digter Yahya Hassan en politianmeldelse på halsen. Bag anmeldelsen står den aarhusianske socialrådgiver og debattør Mohamed Suleban, der mener, at digteren gentagne gange har gjort sig skyldig i at overtræde straffelovens paragraf 266b, den såkaldte racismeparagraf.

»Yahya Hassan har fremsat en række kommentarer, der meget ekstreme og forhånende og nedværdigende over for bestemte gruppe af borgere i samfundet,« siger Mohamed Suleban, der mener, at det er udtryk for hykleri, når »kultureliten og politikerne« hylder Hassan for hans digte, der udstiller en hård barndom i Gellerupparkens indvandrermiljø.

»Han bruger racistiske skældsord som »dumme perker« og siger, at alle borgere med muslimsk baggrund i Gellerup og Vollsmose arbejder sort, snyder og stjæler. Hvis Pia Kjærsgaard eller Lars Hedegaard sagde det samme, ville det hurtigt blive stemplet som racisme og meldt til politiet,« siger debattøren.

Mohamed Suleban siger til Berlingske Nyhedsbureau siger, at han betragter det som en meget principiel sag. Han vil have domstolene til at »trække en streg i sandet« og afgøre én gang for alle, om Yahya Hassans udtalelser er racistiske.

»Det er kun fordi, han selv har muslimsk baggrund, at han er sluppet af sted med det. Men hans baggrund er helt underordnet. Det handler om, hvordan de personer, han omtaler, opfatter det, og det er ingen hemmelighed, at mange muslimer i Danmark er blevet kede af hans generaliserende udtalelser,« siger Mohamed Suleban, der understreger, at digteren er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

»Men jeg håber, at der er lighed for loven, så racismeparagraffen gælder for både Pia Kjærsgaard og Yahya Hassan,« siger debattøren, der har en fortid som socialdemokratisk byrådskandidat i Aarhus.