Når vinderen af dette års X Factor-finale den 23. marts skal findes, kommer det til at foregå i Jyske Bank Boxen i Herning.

De seneste to år er finalen blevet afholdt i Parken, før det fandt den sted i DR-byen, men i år har DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, haft et ønske om at bringe finalen ud i landet.

- Nu har X Factor-finalen været afholdt i København fire år i træk, men da det jo virkelig er blevet en tv-begivenhed, der samler hele landet, synes jeg, at det er på høje tid, at vi bringer X Factor-finalen ud i landet. Og her synes vi, at Boxen er et fantastisk sted og især til TV-produktion, siger han i en pressemeddelelse.

Billetsalget til finalen åbner på fredag klokken 10 via Billetnet.dk. Det er også på fredag, at de direkte liveshows skydes i gang.

BNB