At være vært på "X Factor" er ikke kun et spørgsmål om charme og nærvær, men også om disciplin.
Under optagelserne til første runde af auditions har det til tider været næsten umuligt for X Factor-værten, Maria Fantino, ikke at bryde ud i latter, når den nye dommer Benjamin Hav har lukket op for posen med humoristiske sprogblomster.
- Han har gjort mit job sværere i den forstand, at han nogle gange har sagt ting, der er så sjove, at det har været svært at holde masken, siger den 30-årige vært.
Men Benjamin Havs humoristiske stil har ikke kun været et benspænd for den erfarne vært, der i denne sæson kan byde seerne velkommen til sangkonkurrencen for tredje år i streg.
Musikerens alternative dommerstil har også hjulpet med at løsne op for den pressede stemning, der ofte kan indfinde sig backstage under auditions.
- Heldigvis har han formået at lave kommentarer, der har været så skægge, at selv familierne, jeg står ude sammen med, er kommet til at grine. Så det har også været en måde at lette den nogle gange lidt tunge stemning, hvis det går dårligt, fortæller værten.
Deltagerne i programmet har generelt responderet meget positivt på Benjamin Havs dommerstil, tilføjer hun.
Når den nye sæson får premiere 1. januar, kan seerne også opleve, hvordan Benjamin Hav håndterer dommertjansen. Men Maria Fantino vil godt løfte sløret for, hvordan dommerens kommentarer kan lyde:
- Han sagde på et tidspunkt: Du er noget, jeg aldrig har prøvet før. Du er en hindbærsnitte med appelsin - en appelsinsnitte, gengiver værten.
- Deltageren står fuldstændig forvirret og ved ikke, om det er godt eller dårligt. Men jeg synes, det er sådan nogle ret magiske kommentarer, som han er virkelig god til at give, tilføjer hun.
Maria Fantino har ikke kun erfaring som vært fra "X Factor". Hun har sammen med Christian Bonde været frontfigur for programmet "Curlingklubben", der blev sendt sidste gang på DR's P3 i 2022. Sidenhen har makkerparret skabt podcasten "Fantino og Bonde", der fortsat udgiver nye afsnit.
/ritzau/
