Jacob Bering tiltrækker sig opmærksomhed med sin påklædning, og der er en særlig grund til, at han altid har shorts og leggings på.

København: Allerede inden første liveshow ved dette års X Factor formår deltageren Jacob Bering at skille sig ud. Hans afslappede tilgang til det stort anlagte tv-program mærkes nemlig ikke kun på den tilfældige dans på stedet, når han synger, men i høj grad også på sangerens påklædning, som altid inkluderer gamacher og shorts.

- Det er noget med pasformen. Man kan ikke rigtig bevæge sig i moderne bukser, men det kan man til gengæld i gamacher, siger 23-årige Jacob Bering.

Ifølge sangeren bliver der simpelthen ikke lavet bukser, som passer ham ordentligt. Derfor har han helt droppet at kigge efter lange bukser, når han skal finde nye klæder til sin garderobe. Men første gang, han iførte sig den anderledes tøjsammensætning, var det faktisk af praktiske årsager.

- Jeg har gået i gamacher og shorts, siden jeg var 18 år, tror jeg. Det startede egentlig med, at jeg ikke havde flere rene bukser, for de var alle sammen til vask. Og det var for koldt kun med shorts, så derfor tog jeg skiunderbukser på indenunder, forklarer Jacob Bering, der kommer fra Skanderborg.

Selv om gamacherne er rare at have på, føler X Factor-deltageren dog alligevel, at han skal tænke en smule over sit udseende.

- Jeg synes, at det ville se lidt for feminint ud kun at have gamacher på, så derfor er der nødvendigt med shorts ud over, siger Jacob Bering.

Indtil nu har den jyske sanger ikke fået nævneværdigt mange kommentarer for sit tøjvalg, men på det seneste er flere og flere begyndt at spørge til hans udseende. Han fortæller, at shorts og gamacher allerede er en trend i USA, hvor han har set flere mænd have det på i bladene.

Men for Jacob Bering er der vigtigere ting i livet end at være med på moden.

- Jeg prøver bare at være ærlig på scenen, og en del af det er at være afslappet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal have på til liveshows, men jeg vil gerne holde fast i at være "the man in tights", fortæller Jacob Bering.

/ritzau/FOKUS