De unge pigers X Factor-favorit Mads Christian bliver overvældet af de vilde beskeder, han modtager fra fans. Men ikke alle er positive.

København: - Jeg vil slå ihjel for at møde dig.

- Jeg dør, hvis du ryger ud af X Factor.

- De andre piger skal bare skride, for jeg likede dit billede først.

X Factor-spotlyset afføder mange kommentarer på de sociale medier til programmets yngste deltager, 16-årige Mads Christian. Før han kunne ses på tv-skærmen var fanplakater og en propfyldt Facebook-indbakke ikke hverdagskost, men det er det hurtigt blevet.

- Der er mange piger, der gør vildt meget ud af det, når de skriver til mig. Nogle gange er det jo nærmest hele romaner. Det er overvældende, fordi det er sket fra den ene dag til den anden, siger Mads Christian.

Sangeren har i øjeblikket hele to Facebook-profiler for at holde fans og venner nogenlunde adskilt. Nogle gange kan det nemlig godt være svært at finde frem til de folk, han kender i virkeligheden, blandt alle fanbeskederne.

- Det er mærkeligt, at jeg lige pludselig fylder så meget for folk, som jeg aldrig har mødt. Men jeg håber da ikke, at de mener det der med at slå ihjel for at møde mig alvorligt. Det tror jeg ikke. Det er jo bare noget man siger, griner Mads Christian.

Det er dog også negative kommentarer imellem, når den 16-årige Gentofte-dreng åbner sin indbakke.

Afsenderne mener, at Mads Christian rører for meget ved sin hat, sit hår og sit tøj, når han er på scenen. Nogle spørger også, om han er fan af sangeren Burhan G, fordi han slikker sig om munden ligesom ham, når han optræder.

- Jeg kan se, at det er de samme ti mennesker, der skriver negative ting om mig, og jeg forstår ikke, at de har lyst til at bruge tid på det. Men de skal være velkomne, smiler Mads Christian høfligt.

Han fortæller, at bevægelserne under en optræden mange gange er nervøsitetstræk, og at han faktisk prøver at undgå at lave dem. Men lyden af Mads Christian er, som den er, og den kommer han ikke til at ændre på, forklarer han.

- Folk skriver ofte, at jeg lyder som en trold eller en, der har halsbetændelse, og at min vokal ikke er stærk nok til at være med i X Factor. Men Mette har sagt til mig, at jeg skal holde op med at læse sådan nogle beskeder, så det gør jeg ikke mere. Selv om det er svært at lade være, smiler Mads Christian.

/ritzau/FOKUS