Listen over de numre, de ni deltagere i "X Factor" skal synge i årets første liveshow, er nu offentliggjort.

København. Årets udgave af "X Factor" skydes for alvor i gang fredag, hvor ni udvalgte deltagere skal synge for deres overlevelse i talentshowet.

Og nu er listen over, hvilke numre de ni skal debutere med i liveshowet, blevet offentliggjort. Det skriver DR.

Temaet for årets første liveshow er "signatur-sange", og de ni udvalgte numre skal sige noget om, hvad vi som seere kan forvente af dem som artister i "X Factor".

Dommer Mette Lindberg, der står i spidsen for årets gruppekategori, har sørget for at sende tre vidt forskellige grupper videre fra bootcamp, og det kommer i den grad til udtryk i de tre sange, som grupperne skal optræde med fredag.

Efterskoleveninderne "Ladies With Attitude" sætter en tyk streg under attitude med RnB-nummeret "Say My Name", søsterduoen "Fyhnen Sisters" holder country-stilen med sangen "My Silver Lining" og de to fætre i gruppen "VKation" debuterer med nummeret "Angel Zoo".

De tre numre er skrevet af henholdsvis Destiny's Child, Fist Aid Kid og Phlake.

I unge-kategorien bliver fredagens gennemgående tema kærlighed, når talenterne Chili, Martin og Mia henholdsvis skal synge numrene "Yours" af Ella Henderson, "Closer" af The Chainsmokers feat. Halsey og "Shock to My System" af Gemma Hayes.

Også "voksen-dommeren" Remees tre deltagere spænder bredt genremæssigt med fredagens musikvalg.

Morten Nørgaard debuterer med nummeret "Hero" af indiegruppen Family of The Year. Derudover skal Samanta Gomez og Mike Beck synge numrene "Bare Være Mig Selv" af Laleh og "Guillotine" af Jon Bellion feat. Travis Mendes.

/ritzau/FOKUS