Den stærkt markedsførte koncertturne Wig Wam Tour, der bl.a. havde D.A.D og Thomas Helmig som trækplastre, aflyses nu. Koncertturneen nåede dermed kun at gennemføre to at otte planlagte koncertdage. Wig Wam-toget, der også har deltagelse af Sort Sol, Jupiter Day, Christian, Erann DD, samt de svenske topbands Kent og Bo Kaspers Orkester, skulle i de kommende weekender have besøgt Aalborg, Århus og København, men det er aflyst på grund af manglende billetsalg.

- Den første weekend i Odense har allerede påført uoverskuelige tab og en gennemførelse af hele Wig Wam Tour vil være økonomisk uansvarligt, hedder det i en meddelelse fra arrangøren Rock On Aps, der samtidigt har indgivet anmeldelse om betalingsstandsning.

Ifølge Rock On, der tager sig af promotion og management for toppen af poppen i Danmark, har selskabet simpelthen overvurderet publikumsinteressen for den slags koncerter.

- Det har været en drøm at kunne gennemføre et højkvalitetsarrangement på musikkens præmisser, hvilket i sagens natur har krævet en billetpris svarende til, hvad indendørskoncerter normalt koster. Denne drøm har ikke været mulig, og det er i sandhed et mareridt at måtte aflyse nu, meddeler firmaet.

/ritzau/