Den amerikanske filmstjerne Kevin Costner, som især er kendt i rollen som bodyguard i filmen af samme navn, planlægger at holde tale ved Whitney Houstons begravelse lørdag.

Blandt de mange prominente gæster ved sangstjernen Whitney Houstons begravelse, der finder sted lørdag, vil man kunne finde skuespilleren og kollegaen Kevin Costner.

Det oplyser en kilde tæt på den afdøde sang- og filmstjernes familie til People, skriver BT.

Og det bliver med al sandsynlighed ikke den eneste kendis, som dukker op til begravelsen. Både sangerinden Aretha Franklin og musikikonet Stevie Wonder skal nemlig synge ved bisættelsen. Og det samme skal sangstjernens ekskæreste Bobby Brown ifølge CNN. Samtidig skal Whitney Houstons pladeproducer fra de tidligere år af hendes karriere, Clive Davis, tale ved begravelsen.

- Clive har været en solid klippe for hendes familie i hele denne tid. Han har været med hende fra begyndelsen og har været alt for dem. De støtter sig til ham og han har talt med dem i timevis, og han er en stor del af hendes begravelse, udtaler kilden.

Begravelsen finder sted lørdag ved middag (amerikansk tid) ved New Hope Baptist Church i Newark i staten New Jersey, hvor popdronningen oprindeligt sang i kor.

Whitney Houston blev lørdag 12. februar fundet død i sit badekar i sin suite på Beverly Hilton Hotel. Hun blev 48 år.

Der har været forlydender om, at hun døde af en overdosis, men det er endnu ikke blevet bekræftet. Ifølge NBC News har retsmedicinerne, der skal undersøge liget af sangerinden, dog stillet spørgsmålstegn ved det sundhedspersonale, der omgav hende.