Mia, Chili og Morten Nørgaard er alle videre til "X Factor"-finalen, mens VKation røg ud i semifinalen.

København. Der var intensitet og store følelser i fredagens udgave af "X Factor", hvor gruppen VKation måtte sige farvel til "X Factor"-drømmen ugen før finalen.

Gruppen, der består af fætrene William og Victor, fik i aftenens show en del kritik af dommerne.

- Det bliver en lille smule ordinært. Hvis det havde været fantastisk, havde jeg sagt det. Men så er den ikke længere, lød det fra dommer Thomas Blachman til drengene, efter at de havde optrådt med nummeret "Final Song" af den danske sangerinde Mø.

Heller ikke dommeren Remee følte sig overbevist af drengenes optræden.

- Jeres tykke danske accent kommer frem i versene. Jeg synes, I skal synge på dansk. Men I ser cool ud, sagde han efter drengenes optræden.

Dermed måtte dommer Mette Lindberg sige farvel til sin sidste gruppe.

Det var seerne, som udelukkende bestemte, hvem der i fredagens udgave af "X Factor" måtte sige endeligt farvel til "X Factor"-scenen.

Ved de tidligere liveshows har de tre dommere siddet med den endelige afgørelse, når deltagerne først er endt i farezonen.

Finalen i "X Factor" løber over skærmen fredag den 31. marts. Med i finalen er deltagerne Chili, Mia og Morten.

/ritzau/FOKUS