Personlige årsager er grund til, at Louise Sander Henriksen ikke kan leve op til titlen som Miss Danmark 2018.

København. Vinderen af skønhedskonkurrencen Miss Danmark 2018, Louise Sander Henriksen, der blev kåret i onsdags, kan på grund af personlige årsager ikke leve op til de forpligtelser, som titlen indebærer.

Derfor frasiger hun sig titlen, der i stedet går til konkurrencens nummer to, Tara Jensen.

Det skriver Miss Danmark på Facebook.

- Det er kommet meget bag på os, og vi er utrolig kede af at høre, at det forholder sig således, siger Lisa Lents, der er direktør for Miss Danmark, på Facebook.

Louise Sander Henriksen forklarer, at det er personlige årsager, der er grunden til, at hun må frasige sig titlen fra skønhedskonkurrencen.

Hun understreger, at det ikke har noget at gøre med konflikter mellem hende og organisationen bag konkurrencen.

- Det har været et fuldstændig fantastisk forløb med Miss Danmark og de 29 andre finalister. Jeg har gennemgået en kæmpe personlig udvikling, og det kan jeg udelukkende takke Lisa Lents samt resten af Miss Danmark-familien for, siger hun til Miss Danmarks Facebook.

Planen var ellers, at hun som vinder skulle til Kina i en måned fra 10. november til 10. december og repræsentere Danmark ved Miss World. Det skal i stedet Tara Jensen.

- Tara brænder 1000 procent for konkurrencen og kan ikke vente med at komme af sted til Miss World 2018 i Kina. Gennem hele konkurrencen har hun udvist stor flid, ydmyghed og samarbejdsevne, som nu belønner sig, siger Lisa Lents på Facebook.

Miss Danmark er en af landets ældste skønhedskonkurrencer. Den fokuserer ifølge organisationen bag på både indre og ydre skønhed.

Hvert år bliver 30 deltagere udvalgt til at konkurrere titlen som Miss Danmark.

Vinderen blev i år fundet ved et stort show i Cirkusbygningen i København.

/ritzau/