Torsdag kom det frem, at kendiskokken Umut Sakarya har valgt at trække sig fra 'Vild med dans', efter at han har modtaget ubehagelige beskeder på de sociale medier.

Den beslutning er Vild med dans-værtinden Sarah Grünewald på ingen måde tilfreds med.

Det fortæller hun, efter at programmet fredag aften er blevet sendt.

»Umut kom ind som den vildeste entertainer i 'Vild med dans'. Han har larmet og haft store armbevægelser, hvilket har været fantastisk fra dag ét, men når man gør det, så må man eddermaneme også sige b,« siger Sarah Grünewald.

»Jeg har det sådan, 'ved du hvad, lille skat, du vælger at sætte dig på første række og bede om så meget opmærksomhed, og så kan man altså ikke sidde bagefter og sige, at man gerne vil have, at alle skal kunne lide en',« fortæller værtinden.

At Umut Sakarya valgte at forlade programmet, forstår hun ikke.

»Han skulle have været blevet. Jeg synes, det er mega synd for Jenna (Umut Sakaryas dansepartner, red.). Det er uprofessionelt. Han har handlet forkert ved at trække sig, og det må du godt citere mig for,« siger Sarah Grünewald.

Selv har hun for flere år siden lært ikke at læse kommentarerne på sine sociale medier.

»Jeg har altid selv tænkt, at det er en tabt kamp (mod dem, der skriver ubehagelige beskeder, red.), og jeg har selv valgt at ignorere det og kigge væk og ikke læse de der kommentarer. For det er altid den dårlige kommentar, man smider under hovedpuden og ikke kan sove over,« siger Sarah Grünewald.

Hun forstår ikke, hvorfor nogle mennesker kan finde på at skrive nedladende og lede beskeder.

»Det er nogle syge mennesker, der er så sure på livet og har så lidt selvkærlighed, at de lader det gå ud over nogle, de slet ikke kender. Dem gider jeg ikke bruge tid på,« siger hun.

Derfor ærgrer det hende også, at de mennesker, der har skrevet grimt om Umut Sakarya, nu har fået ham til at forlade programmet.

»Det er vildt ærgerligt, at de mennesker har vundet den kamp. Jeg synes, det er fuldstændigt latterligt,« siger hun.

»Jeg vil understrege, at jeg på ingen måde synes, at det er i orden at tale grimt til hinanden på nettet. Men jeg synes ikke, vi skal lade os påvirke af det, for så vinder de, der sidder og skriver de kommentarer jo,« siger hun.

'Vild med dans' sendes fredag klokken 20.00 på TV2.

Genoplev B.T.s LIVE-blog:

/ritzau/