’Vild med dans’-deltagere bliver ikke kun gode til at danse, de kommer også i vildt god form, og det er en bonus, flere af årets deltagere ser frem imod.

Sidste år tabte YouTube-stjernen Julia Sofia hele ni kilo i løbet af sine første seks uger på dansegulvet. Hendes konkurrent komikeren Ane Høgsberg havde smidt 11.

For tiden gør et nyt hold kendis-dansere klar til at indtage dansegulvet, og blandt andre radiovært Adam Duvå Hall glæder sig til at blive trimmet.

»Jeg er nået den alder, hvor jeg er blevet tyndfed. Efter en sommer, hvor man har siddet ude på terrassen og høvlet rosé, har der lagt sig et lille rosébælte. Det skal Mie (Moltke, red.) høvle af mig, så er jeg tilfreds,« lyder det fra den tidligere DR-vært, der på grund af ’Vild med dans’ må aflyse sin normale motionsform.

»Jeg plejer at løbe halvmaraton, men har lige skrevet til ’Copenhagen Half’, at jeg ikke stiller op i år, fordi jeg kunne mærke efter de første dansetræningstimer, at det er nok for mig.«

Emil Thorup og dansepartner Jenna Bagge.
Emil Thorup og dansepartner Jenna Bagge. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Også tidligere tv-vært Emil Thorup, der de sidste par år har arbejdet som møbeldesigner, håber at kunne præsentere en ny knivskarp udgave af sig selv.

»Jeg har ikke valgt at være med i ’Vild med dans’ for pengenes skyld. Så skulle jeg have kørt videre med min egen virksomhed. Men jeg vil gerne i form. Jeg har dyrket fitness før, men aldrig været i god form ’form’. Altså ren cardio. Så det ser jeg frem til.«