Har du også spekuleret over, hvad der ligger bag kunstnernavnet Faustix, afslører dj'en det her.

"I en rumba ... Faustix og Asta Björk!"

Sådan kommer det til at lyde i fredagens udgave af "Vild med dans".

Har du også spekuleret over, hvad Faustix mon betyder, forklarer dj'en det her:

- Da jeg blev ansat på McDonald's i sin tid, blev jeg døbt Faust, fordi de mente, at jeg havde solgt min sjæl til Djævelen ligesom Georg Faust (gammel myte, red.), forklarer Faustix og fortsætter:

- Så da vi skulle finde på et artistnavn, skrev min manager bare Faustix, fordi han mente, det var et tryllekunstnernavn, fordi jeg - ifølge ham - var magisk til at lave musik. Det er den korte version, siger Faustix, der bærer det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen, og smiler.

Den danske hitproducer har lavet klubbaskere med David Jay og Diplo og optrådt på alt fra Roskilde Festival til Smukfest.

Selv om Faustix er vant til at performe for tusindvis af publikummer, er det helt anderledes at danse, når man er på udebane, som man er i "Vild med dans".

Sidste fredag gik Faustix og partner Asta Björk på gulvet i en streetdans, som parret havde valgt i disciplinen ønskedans, og der skete tilsyneladende et gennembrud for dj'en.

De forrige fredage er Faustix og Asta Björk endt nederst i feltet, men fredag indkasserede de 22 point af dommerkvintetten og en placering midterst i feltet.

- Jeg tror, jeg endelig har lært, hvad det vil sige, at være med i "Vild med dans": at jeg ikke er champen fra starten af, og at jeg ikke er den fødte danser, men lærer tingene langsomt, siger Faustix og fortsætter:

- Jeg tænkte heller ikke så meget på, om jeg røg ud eller ej. Jeg gik ind med indstillingen om, at nu skal jeg bare have det sjovt, og at vi skal have en god aften. Det fik vi, og det bar så frugt, siger den 31-årige hitmager og smiler.

"Vild med dans" bliver sendt igen næste fredag fra klokken 20 på TV2 og TV2 Play.

Der ryger ingen par ud, da det handler om at samle penge ind til Knæk Cancer-kampagnen.

/ritzau/