Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichardt klikkede hurtigt under den første træning til "Vild med dans".

Det har været en speciel oplevelse for skuespillerinde Marie Bach Hansen og den professionelle danser Martin Parnov Reichardt at være i træningslokalet sammen frem mod fredagens premiere på "Vild med dans".

Én ting er, at de har været meget fysisk tætte sammen. Det er de begge vant til fra deres arbejde.

Men det er kommet bag på parret, hvor hurtigt de har følt sig som en del af hinandens liv ved at blive ført sammen i et danseprogram på tv.

- Det er ret vildt, hvor hurtigt man kommer ind på livet af hinanden, når man danser sammen. Jeg var med til Maries indflytterfest, efter vi havde kendt hinanden i fire dage, fortæller Martin Parnov Reichardt.

- Men når man går ind til sådan et danseprogram, så er det totalt med ja-hatten på. Man møder hinanden og tænker: "Vi SKAL bare have det godt sammen", og så bliver det automatisk meget mere intenst, end når man normalt møder et nyt menneske, siger han.

Ifølge Marie Bach Hansen, som fik sit store gennembrud som skuespiller i DR-serien "Arvingerne", var det da også lige på og hårdt, da parret mødtes til den første træning.

- Første gang, vi mødte hinanden, sagde Martin: "Mærk på mig her, hold på mine hofter!". Så bliver isen rimelig hurtigt brudt.

- Så er man ligesom nødt til at invitere til house warming bagefter, siger hun og griner.

Marie Bach Hansen er enig i, at man som deltager i "Vild med dans" bliver nødt til at møde sin partner med den helt store ja-hat på.

- Det er vildt intenst, og hvis man ikke kan gå ind i det med stor åbenhed, så er det ikke et program, man skal deltage i. Men vi har heldigvis en vildt god kemi, siger hun.

36-årige Martin Parnov Reichardt og 34-årige Marie Bach Hansen går også ind til dansetræningen og konkurrencen med samme indstilling.

- Vi vil begge gerne have det sjovt, men vi har det også sjovt med virkelig at arbejde hårdt. Når vi går ind i noget, så er vi virkelig passionerede omkring det, siger Martin Parnov Reichardt.

Det er første gang, at han er med som professionel danser i "Vild med dans".

I sin karriere har han blandt andet vundet de danske mesterskaber i standarddans syv gange som professionel og repræsenteret Danmark ved både VM og EM.

Derudover har han indtil for nylig arbejdet i en stilling på Oxford University i England, hvor han forskede og underviste medicinstuderende i immunforsvaret.

Og det begejstrer Marie Bach Hansen.

- Det er ret stort for mig at få en dansepartner, som ikke kun har dans på menukortet. Den anden dag sluttede vi vores dansetræning med, at jeg sad og kiggede på et molekyle i 3D, som Martin har nørdet. Sådan noget elsker jeg.

- På den måde er vi et perfekt match for mig, for jeg elsker, når der er en modsætning i et menneske. Danser og videnskabsmand, siger hun.

"Vild med dans" har premiere fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/