Når næste sæson af 'Vild med dans' ruller over skærmen, vil Claudia Rex igen vise sine dansetrin. Hun har ellers tidligere afvist at komme tilbage.

Til efteråret får seerne igen muligheden for at se kendte danskere afprøve dansefærdighederne i underholdningsprogrammet 'Vild med dans', som får premiere på TV 2 og TV 2 Play 10. september.

Og listen med de 12 professionelle dansere, der kommer til at udgøre den ene halvdel af parrene i 'Vild med dans', er klar.

Her findes noget af en overraskelse, for danser Claudia Rex gør comeback.

Hun valgte ellers i 2017 at sætte et punktum for sin deltagelse i 'Vild med dans' efter syv sæsoner som danser i det populære program.

Så sent som sidste år fortalte Claudia Rex, at hun aldrig igen ville stille op i det populære program.

»Jeg savner ikke dans. Jeg savner min 'Vild med dans'-familie, men ikke at stå hver fredag i lårkorte kjoler og danse,« sagde Claudia Rex til B.T. i januar 2020.

Den opfattelse har siden ændret sig, for Claudia Rex er klar til endnu en omgang.

Hun har vundet én gang tidligere – det var i 2012 med tv-vært Joakim Ingversen som dansepartner.

Holdet af de professionelle dansere vil, ud over Claudia Rex, bestå af fem mandlige dansere og seks kvindelige dansere.

Blandt dem vil seerne genkende flere ansigter.

For danserne Thomas Evers Poulsen og Silas Holst, som begge har vundet 'Vild med dans' tre gange, vil være at finde på dansegulvet i årets udgave af programmet.

Hvilke kendte danskere, der har sagt ja til at være med i 'Vild med dans', er endnu ikke offentliggjort.

Blandt de professionelle dansere findes én debutant: den 30-årige Camilla Sofie Dalsgaard.

For hende er 'Vild med dans' ikke fremmed. Hendes mor, Soffie Dalsgaard, har deltaget som danser i flere sæsoner.

Selv har Camilla Sofie Dalsgaard tidligere afvist at blive en af de professionelle dansere i programmet – nu har hun dog takket ja.

Med syv kvindelige dansere og fem mandlige kan det være, at et af danseparrene udelukkende bliver med kvinder.

Sidste gang, et 'Vild med dans'-par bestod af det samme køn, var i 2019, hvor Silas Holst dansede med skuespiller Jakob Fauerby og vandt programmet.

'Vild med dans' får premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag 10. september.

/ritzau/