TV-tryghed er, når Maude svinger håndtasken. Det vidner denne uges seer-tal om.

Ikke færre end 1.756.000 danskere valgte i lørdags at tune ind på tv-klassikeren og tilbringe aftenen i selskab med deres yndlings-tv-familie. To lørdage har 'Matador' været væk fra skærmen. Og det har skabt ramaskrig i de små hjem.

I lørdags fik familien Danmark så sin 'Matador' igen. Men inden glæden bliver for stor i de små hjem, så vær forberedt på, at igen på lørdag udgår serien til fordel for Danish Music Awards!

Ellers er det stadig de to seje politikvinder Sarah Lund og Anna Pihl, der styrer. Førstnævnte i 'Forbrydelsen' er tilmed steget i forhold til tidligere uger og ses nu af næsten lige så mange som 'Matador'.

Ugens flop
Serien 'Desperate Housewives' er i hvert fald faldet helt ud af ugens Top 20! Til gengæld vælger flere at hive stikket ud med Master Fatman, mens TV 2s nye satsning 'Danmarks bedste idé' fik en lunken start med 800.000 seere.