Næste år er det 30 år siden, at verdensstjernen Stellan Skarsgård for første gang arbejdede sammen med den danske filminstruktør Lars von Trier.
Det var i filmen "Breaking the Waves" fra 1996, og i alt er det blevet til seks film i samarbejdet mellem de to.
I et interview med det amerikanske magasin Vulture sætter 74-årige Stellan Skarsgård ord på, hvad det er ved relationen mellem de to, der fungerer så godt.
- Vi elsker hinanden med en accept af vores forskelligheder, hvilket er en betingelse for al slags kærlighed, siger Stellan Skarsgård til magasinet og fortsætter:
- Han er meget klog, han er sjov, han er sårbar. Man føler dig tryg på hans set.
Han fortæller, at da de arbejdede sammen på filmen "Breaking the Waves", havde Lars von Trier et stort skilt, hvor der stod "Lav fejl". Den danske instruktør konkluderede nemlig, at den svenske skuespiller ikke havde lavet fejl.
- På nogle måder er han friere end de fleste mennesker og friere i tankerne.
- Og folk, især i Amerika, tror, at han er en dæmon. Et monster, der vrider smertefulde ting ud af skuespillerne, siger han til Vulture.
Ud over "Breaking the Waves" har de to blandt andet arbejdet sammen om filmene "Melancholia" fra 2011 og "Nymphomaniac" fra 2013.
Ud over Lars von Triers film er Stellan Skarsgård verdenskendt for roller i storfilm som "Mamma Mia! The Movie" og "Dune: Del 2".
/ritzau/
